Husk at spise kartofler til!
Tag en ekstra trøje på, det er koldt (synes jeg)!
Er det ikke snart tid til, du bruger mere tid hjemme? Eller hvorfor sidder du altid herhjemme, skal du ikke ud med dine venner?
Hvis du bor sammen med andre mennesker, så kender du helt sikkert til dilemmaet omkring forskellighed. Det, der fungerer godt for dig i dit liv, er måske ikke ligeså livgivende for din partner eller børn. Vi har en tendens til ubevidst at give vores egne værdier og behov videre eller bare gentage vores egne forældres. Men hvad nu hvis dit barn bare instinktivt ved, at kartofler IKKE er godt for ham eller han slet ikke fryser ligeså meget som dig – for bare at tage nogle banale men brugbare eksempler på, hvordan vi helt konkret oplever dette?
Læren omkring de tre doshaer kan bruges til at forstå vores kære. Vi har alle vores egen særlige kombination af de tre livsenergier vata, pitta og kapha (læs mere om dette her), hvilket udmønter sig i radikale forskelle i vores psyke såvel som fysiske behov. Vi mennesker er intelligente, i hvert fald indtil vi bliver forstyrret af andre menneskers indblanding… Derfor gør du klogt i, at iagttage og lytte til dine små børn. Hvad kan de lide at spise og lave? Hvad drages de naturligt af og har modstand på? I stedet for bare at krænge dine behov ned over dem, så vær åben og mød dem, hvor de er.
Jeg har to drenge, som på trods af samme forældre og opvækst, er meget forskellige i deres tilbøjeligheder. Den ene er yderst fokuseret og går målrettet efter det, han gider bruge sin opmærksomhed på, imens den anden favner mere bredt og ofte er her der og alle vegne. En har dyrket samme sport hele livet, en anden prøvet en masse forskellige ting af. En kan spise en halv ko i sauce, imens den anden hælder mere mod vegetarisk mad. Og for snart to år siden flyttede vi sammen med min kæreste og hans store datter, så nu er der endnu flere forskellige behov og tilbøjeligheder under samme tag:)
Betyder det, at vi som forældre ikke skal give vores egne gode råd og anvisninger videre? Slet ikke! Men det bedste, du kan gøre, er at være eksemplet på en, der lytter til sig selv og tager egne behov alvorligt. Og selvfølgelig præsentere dine børn (og partner) for de ting, som betyder noget for dig, dog uden tilknytning til, om de tager det til sig eller ej. Det kan være alt lige fra at turde at afprøve nye madopskrifter, til yogaseancer i stuen eller at foreslå et brætspil fremfor fjernsynet før sengetid.
Som det kendte Gandhi citat herover peger i retning af, er det en vigtig pointe i forhold til at få succes i livet, AT VÆRE DEN FORANDRING, VI ØNSKER AT SE I VERDEN! Husk på, vi mennesker spejler det, vi ser. Børn gør typisk det deres forældre gør og ikke, hvad de siger. Og hvis du rent faktisk lever i integritet med dine egne sandheder omkring blandt andet sundhed, vil de muligvis følge dig – hvis det da harmonerer med deres dybe, indre behov.
Ayurveda baner vejen for accept og forståelse – både af os selv og vores nærmeste <3 Hør mere i videoerne nedenfor!
Og tag evt en ayurveda-test selv eller sammen med dine familiemedlemmer her.
Jeg spiser ‘rigtigt’ og motionerer… Hvorfor taber jeg mig ikke ?
Eller hvorfor er jeg ikke glad – sådan rigtig glad – når jeg nu ‘gør’ alt det rigtige ??
Det er to udsagn, jeg ofte hører. Vi har gennem vores opvækst fået tudet ørene fulde af, at hvis vi spiser xxx og motionerer x gange om ugen, så bliver vi slanke, sunde og glade. Det er dog (desværre eller heldigvis) ikke sandheden for rigtig mange mennesker. Når vi bliver konfronteret med de stædige ekstra kilo på sidebenene eller den lave livsenergi, så begynder vi at få øjenene op for en dybere virkelighed…
De sidste par måneder har jeg selv været under pres. Mine nye projekter i min virksomhed er stadig i sin opstartsfase, som kræver en del på det indre niveau, mine børn har haft ekstra brug for mig OG bedst som min kæreste og jeg flyttede sammen, var min kæreste i en alvorlig ulykke. Disse hændelser kombineret med vinterens mørke og kulde gjorde mig virkelig tung og resulterede i, at jeg pludselig fik svært ved at lukke mine bukser. Jeg kender min egen krop og når jeg er i ubalance, så er det altid på lår, hofter og mave, at de ekstra kilo sætter sig. Og hvorfor er det vigtigt, og er det i virkeligheden ikke lidt hysterisk af mig at lade mig gå på af den slags?
For mig handler det om den indre følelse – jeg kunne mærke, jeg ikke havde det godt. Jeg følte mig bogstavelig talt tung og i ubalance både fysisk og følelsesmæssig. Jeg var også mere intolerant i forhold til min kæreste og hans healingsproces. Det var ligesom om, at hver gang han beklagede sig over smerter eller mismod, så sprang jeg op og blev vred, fordi jeg kunne ikke rumme det… For indeni mig var der kaos. Mit nervesystem var ubalanceret og i denne tilstand var jeg mindre glad, tolerant, havde dårligere fungerende immunforsvar og fordøjelse.
Jeg var ‘heldig’. Jeg havde et længeplanlagt kvinderetreat på Ibiza foran mig og det blev den timeout, der var med til at få min krop tilbage på skinner. Appelsinhud og ekstra kilo slap stort set på en uge som et resultat af flere ting. Selvfølgelig sund mad og bevægelse, men i endnu højere grad på grund af den ro, der indfandt sig i varmen under de mange meditationer.
Hvis du igen og igen bliver syg, har svært ved at tabe dig, finder dig selv i konflikter med dine omgivelser, føler mismod eller meningsløshed, så kan det IKKE fikses i det ydre. Det er altså ikke nyt tøj, ny kæreste, den rigtige mad eller motion, der som et trylleslag vil ændre din tilstand, men i stedet at søge dyb indre ro, kigge indad og lære at lytte til dine følelser og forvandle dem. Uforløste følelser og alt det, vi undertrykker af ønsker og behov, får nemlig vores krop til at holde på varerne og lægger sig som en dyne over vores sindstilstand.
Lad dig inspirere til holistisk sundhed, hvor både det følelsesmæssige, sjælelige og fysiske tages i betragtning, på online kurset Fundamentet for Sundhed og videoen herunder!
Sex må siges at være kærlighedens fysiske udtryk eller hvad siger du?
Nogle mennesker hævder, at de sagtens kan have sex, uden der er kærlighed involveret, andre kan slet ikke åbne sig seksuelt uden at kende og føle kærlighed til det andet menneske… Hvordan hænger det sammen?
Jeg har en fornemmelse af, at der er nogle kønsforskelle, men igen tror jeg, det vil være alt for stereotypt bare at sige, at mænd sagtens kan knalde uden kærlighed og kvinder ikke kan. Og jeg tror, jeg vil få på puklen af ny-feminister og bløde mænd, hvis jeg bringer den forenkling ud i verden. På den anden side kan der – ifølge den seksuelle tantra – være noget om snakken, idet den måde mænd og kvinder er skabt til at udveksle energi er gennem et kredsløb, hvor kvinden giver gennem hjertet og manden giver gennem pikken. Omvendt er mænd modtagelige i hjertet og kvinder er modtagelige i skridtet. Når kærligheden flyder frit mellem en mand og kvinde, så giver kvinden sin kærlighed fra hjertet og manden sender sin kærlighed ind i kvinden under elskoven, deres energi/kærlighed cirkulerer.
Når elskov føles dejligt og giver meget glæde og energi til begge parter, så er det et tegn på, at dette kredsløb er intakt og at hjertet derfor er med under sex. Selvfølgelig kan det mekanisk lade sig at gøre at fuldføre akten uden at hjertet udsender energi, men det vil føles mere tomt og energiløst. Og for mange kvinder er det faktisk svært ikke spontant at åbne hjertet, når de modtager manden. Om manden på den anden side kan lukke sit hjerte og undgå at modtage kvinden er måske mere sandsynligt og dermed er vi tilbage til den første antagelse – at en kvinde naturligt vil forbinde kærlighed og sex og at mænd kan “vælge” enten at åbne eller holde hjertet lukket under sex.
Der er dog mange kvinder, der gennem deres opvækst og qua den noget hårde og “frigjorte” holdning til sex i vores samfund har fået så mange sår i hjertet, at de er blevet bange for at åbne til kærligheden. De kan da enten vælge at holde benene samlede og dermed nægte at tage imod fra en mand (sker både i og udenfor det faste parforhold) eller dyrke følelsesløs sex. Det er en særlig sex, hvor man afskærer sig selv fra at mærke, hvad der sker i kroppen og i stedet lader sindet vandre og “faker” sig igennem. Hvis du er en af dem, der enten ikke har lyst til sex, bevidst har fravalgt det eller er følelsesløs i krop og hjerte under sex, så har jeg lyst til at fortælle dig noget vigtigt:
Du – ja lige præcis dig! – fortjener dyb og kærlig elskov. Du har helt sikkert gode grunde til at have lukket af og være blevet hård, men det ER muligt at åbne igen og tiltrække dig den person, som gør sammensmeltningen af sex og kærlighed mulig (igen).
Det handler først og fremmest om at blive bevidst om, dels at du har lukket af og dels at du ønsker at åbne for nydelse og kærlighed igen. Resten af processen handler i min optik om selv-kærlighed – om at du begynder at tage til dig og forstå, at du fortjener kærlighed. Indtil den rigtige partner dukker op, kan du prioritere at være kærlig overfor dig selv ved at omgive dig med ting, handlinger og mennesker, der giver dig glæde og følelsen af at være elsket.
Herfra kan kærligheden atter finde vej til dig – og der er intet skønnere end at åbne sig i kærlighed for en mand – men det er af natur forbandet sårbart for du åbner jo ind til det allerhelligste.
Ps. Til alle mænd (der stadig hænger på) – undskyld at jeg primært retter mig mod kvinder med denne blog, men jeg kan af gode grunde kun gisne om, hvordan det er for manden.
Den blå frostklare himmel er så hjerteskærende smuk og klar, at det føles som om alt bringes til overfladen i dag. Når skydækket ligger tungt, så er det nemmere at undertrykke og dulme følelser. Når himlen pludselig viser sig og solen skinner ind i mit hjerte, mærker jeg, hvad der findes. Snarere end at snakke om gode og dårlige følelser, kan jeg godt lide at forholde mig til graden af intensitetet i mine følelser.
For mig er intensitet hverken et positivt og et negativt fænomen, det er blot beskrivende for hvor meget liv, jeg mærker indeni. Nogle gange synes jeg, det er skønt at mærke livet og intensiteten – så kalder jeg det ekstase – andre gange er det nærmest for voldsomt. Jeg får lyst til at gemme mig og mærke mindre.
Jeg er klart en nørd, når det kommer til at studere og forstå mit indre liv. Så jeg spørger selvfølgelig hvorfor? Hvorfor vil jeg pludselig IKKE mærke, når jeg normalt elsker at mærke?
Jeg oplever i denne tid en fantastisk udvidelse i mit liv. En energimæssig udvidelse – jeg på det indre mærker som glæde, energi og styrke. Og i det ydre ser, som mit liv, der mere og mere former sig, som jeg ønsker. Det er jo helt igennem lykkelige omstændigheder og jeg kunne ikke være mere taknemmelig. Samtidig er det som om, når livet viser mig, at eventyret findes, så trækker det samtidig forhænget til side for de dybe begrænsninger og tvivl, der stadig måtte findes. Er jeg det værd? Fortjener jeg lykken? Er det virkelig muligt at få succes i verden ved at være den, jeg er? Uden at pynte på sandheden og leve bag en facade? Men samtidig ved at stå fuldt og helt ved mit eget lys?
Ifølge Ayurveda er vi i balance, når Agni er stærk. Agni er vores indre ild – evnen til ikke bare at fordøje, forbrænde og transformere maden, vi indtager, men også vores følelser, sanseindtryk og oplevelser. Evnen til at trække næring ud af livet og vokse af alt, hvad vi oplever, sanser og føler. Hvis vi ikke fordøjer og transformerer vores følelser, så kan de – i ligeså høj grad som dårlig mad og kemi – skabe indre stress og affaldsstoffer. Det Ayurveda kalder ophobning af Ama. Når vi favner os selv – lige der i de svære eller intense følelser, så kan vi rejse os og blive et mere og mere krystalliseret udtryk af dem, vi er.
For nyligt stødte jeg på et popnummer, som i disse dage healer mig. Det er som om mit indre hele tiden kalder på at høre nummeret. Og da jeg tænkte lidt nærmere over, hvad budskabet egentlig er, så passer det ret godt med det, jeg virkelig har brug for lige nu: At læne mig ind i tilliden til, jeg er god nok, som jeg er. At der ikke er noget særligt, jeg skal gøre eller præstere, men at jeg kan acceptere og elske mig selv, som jeg er. Selv når jeg ikke er super nærværende overfor mine børn, er uproduktiv i mit arbejde eller føler mig afvist af bittesmå ting andre gør eller siger.
Som popnummeret spørger; Ka’ du li’ dig?
Wait a second – why should you care, what they think of you? When you are all alone by yourself – do you like you?
Jeg ved, at dette er kontroversielt – men jeg bliver nødt til at stå frem med denne blog. Jeg vil gerne præsentere et andet perspektiv på kræft end det medierne fodres os med og løfte sløret for, hvordan jeg mener, vi kan tage de første skridt mod helbredelse af denne altoverskyggende sundhedsmæssige udfordring.
NEJ! Jeg vil ikke være med til hverken at ”bekæmpe kræften” eller ”knække canceren.” Det er en utrolig retorik, der igennem mange år og med særligt tryk nu møder os omkring et af de store symptomer på vores livsstil, kræft. Jeg vil i stedet gøre alt, hvad jeg kan, for at gøre det modsatte – nemlig elske kræften og blødgøre canceren.
Du tror måske, jeg prøver at provokere eller være dumsmart? Men lad os reflektere et niveau dybere sammen i stedet for blot at like, copy-paste og dele budskaber, som påduttes masserne, men som vi reelt ikke er bevidste om, hvad betyder for vores helbred.
Ubalancen vi kalder kræft er allerede en tilstand, hvori den kræftramte kæmper. Kræft er kroppens måde at bekæmpe sig selv – kort sagt udvikler vi kræft, fordi nogle af vores celler nægter at dø og i stedet muterer til skade for hele organismen. I virkeligheden er det naturligt og dermed ”sundt”, at celler dør, så nye kan opstå og igennem denne proces bevares og videreføres livet konstant. På celleniveau er døden altså uundgåelig og naturlig, men i kræfttilstanden kæmper kroppen med næb og klør for at undgå ”den naturlige død”. Det kan ses som et symptom på vores kultur, der nægter at ældes og i sidste ende erkende, at den fysiske krop skal dø en dag. En kultur, der domineres af medier, der spinder på og næres af frygt. Men jo mere vi går til denne ubalance med kamp-energi, jo mere vil kræften sprede sig.
Når jeg i stedet foreslår, at vi elsker kræften, er det ikke det samme som at sige, at vi ønsker mere af den. Det er i stedet en måde, hvorpå vi kan afvæbne det opkørte og destruktive system. Når vi med oprigtighed tør åbne øjnene og erkende, at kræften har haft gunstige vilkår for at udvikle sig og herfra møder den med kærlighed, så kan det, der kaldes ”mirakler”, opstå. I virkeligheden er helbredelsen af kræft ikke et mirakel – det er faktisk et tegn på naturlighed. Et tegn på ligevægt i krop og sind – tilstanden hvori kroppen kan selvhelbrede.
I stedet for at møde hårdt med hårdt, foreslår ayurveda, at vi balancerer os selv ved hjælp af modsætninger. Kamp-mentaliteten er et ubalanceret pitta-træk. Pitta er den livsenergi, der er forbundet med ilden og evnen til handling, disciplin, transformation og viljestyrke. I balance kan pitta opnå imponerende resultater og vil være en god og inspirerende leder. Men i en opkørt tilstand bliver pitta destruktiv, kritisk, fordømmende og svinger konstant pisken over sig selv og andre. Pitta balanceres ved hjælp af ro, blidhed, hvile, kølighed, latter, berøring og kærlighed.
I bogen og filmen ”The Secret” bliver vi præsenteret for Cathy Goodman, der efter at have fået diagnosen brystkræft, besluttede sig for at fjerne al stress fra sit liv ved at grine mange timer hver dag. Cathy og hendes mand så sjove film og humoristiske indslag hver eneste dag – og det blev hendes kur. Tre måneder efter var hun rask uden anden behandling.
Jeg prøver ikke at sige, at alle kan grine sig raske (men måske kan de?). Jeg inviterer til et større perspektiv og bevidsthed omkring sygdommens dybere væsen. Lægen Andreas Moritz beskriver i sin bog ”Kræft er ikke nogen sygdom”, hvordan kræft snarere end at være en sygdom er en forsvarsmekanisme – kroppens respons på dybereliggende sygdom, der måske på overfladen har med livsstil at gøre. Men så dukker spørgsmålet jo op: Hvorfor vælger vi en livsstil, der gør os syge? Hvad for et dybt, destruktivt mønster driver os at slå os selv ihjel (bogstavelig talt) med dårlig mad, og psykisk og fysisk stress?
Nej, det er tiden til at lægge våbnene og i stedet for at smide mere brænde på bålet ved hjælp af kemoterapi (der dræber raske celler også), stråling og operationer – elske os selv og livet lidt mere.
Kald mig hippie – men kærlighed er fundamentet for liv og mere liv er vel dybest set det, vi ønsker, når vi får en dødsdom?
Hvad tænker du?
Jeg har netop afsluttet en workshop med fokus på at forbinde to kraftfulde energier ifølge yoga – nemlig ildens (Manipura) og hjertets (Anahata) energicenter. Ilden, der også i Ayurveda repræsenterer vores indre power på alle planer. Evnen til at fordøje, forbrænde og transformere – ikke bare maden, men også følelser, indre overbevisninger og sanseindtryk. Ilden, der giver os handlekraft, viljestyrke og disciplin til at handle på vores drømme. Ilden, der dog bør balanceres med hjertets højere kraft og vision, der fører os fra vores umiddelbare ego-ønsker bundet på frygt og til et højere, holistisk perspektiv, hvor vi mærker de dybere, mere sande ønsker. Dem, der forbinder os med vores medmennesker og bunder i samhørighed.
Jeg føler dog, der er en nuance af denne hjerte-selvudvikling, der mangler taletid. Det kræver dog en lidt bredere definition af kærlighed end den sædvanlige, der er begrænset til de få mennesker og umiddelbart lykkelige stunder i vores liv.
Jeg ser kærlighed som selve livskraften – den der har skabt os (og hele universet), holder os i live og forbinder os med vores livsvej. Den er rå, utæmmet, altomfattende og langtfra altid lyserød, romantisk og velpoleret.
Jovist føles kærlighed nogle gange dejlig og romantisk. Livet viser sig måske et øjeblik fra sin milde side, måske er vi forelskede eller nybagte forældre. Og jeg er den første til at indrømme, at jeg elsker disse romantiske stunder og jeg kan efterhånden næsten heller ikke skrive en sms uden at sætte et hjerte på.
Men andre gange føles kærligheden ikke – hvad vores begrænsede sind vil kalde – ”godt”. Nogen gange river den os åben og når vi åbner os, viser ALT det, vi nogensinde har oplevet, gemt væk, glædet og skammet os over sig. Det kan være så overvældende, at vi måske mister troen på kærligheden og vender os væk en stund. Men hvordan kan vi egentlig miste troen på det, der har skabt os og holder os i live?
Kærligheden forlader os aldrig, i hvert fald ikke så længe vi trækker vejret og selv ikke efter døden, men det bliver en for omstændig snak at tage i denne blog. Universet overøser dig med kærlighed hvert eneste øjeblik, med hvert et åndedræt, hver en oplevelse, hver en følelse. Hvis du har det fantastisk, fortæller universet dig, at du er på rette spor. Hvis de negative følelser overtager dig, minder universet dig blidt og med tiden mere bestemt om, at du hænger fast i overbevisninger, der simpelthen er usande og ude af harmoni med virkeligheden. Som den kærlige moder, der guider dig på livets vej.
I går var jeg fem år overfor min kæreste. Han var kommet til at lave en anden aftale (endda inden vi overhovedet blev kærester) på en dag, jeg regnede med, vi skulle være sammen. Det virker så komisk og banalt, når det sættes i perspektiv. Men inden i mig satte det skub i følelser af afvisning, svigt og ikke at være elsket. Jeg havde det i den grad elendigt – universet mindede mig om, at jeg hang fast i noget, der simpelthen ikke er i overensstemmelse med sandheden.
Jeg er elsket hvert eneste øjeblik, selv når jeg glemmer det. Og vejen tilbage er for mig, at føle taknemmelighed for ALT, jeg oplever. At minde mig selv om, at kærligheden også bor i udfordringen. Og det er faktisk meget større end ”bare” at acceptere øjeblikket. Det handler altså om mere end at spise lorten og komme videre. Men i stedet om at se skønheden i helheden. Når jeg rummer og favner polerne og skimter kærligheden i det hele, så løfter hele livet sig og verden får for alvor kulør. Livet bliver hjerteskærende smukt og det tilsyneladende gode og dårlige, rigtige og forkerte smelter sammen. Vi nærmer os den forening, yoga handler om.
Jeg har lavet en guidet øvelse, der forbinder dig med mit hjerte og støtter dig til at føle taknemmelighed for øjeblikket – med alt, hvad det indebærer.
Den fineste balance i livet oplever jeg som balancen mellem målrettet opmærksomhed på det, vi allermest ønsker, og så kæmpe ydmyghed overfor livets uforudsigelighed.
Jeg har lige ligget ned et par uger med en noget sejlivet urinvejsinfektion. Den fik lov til at udvikle sig fra en simpel blærebetændelse, fordi min indre stædige medicinkvinde tog over, som jeg har oplevet så mange gange før. Indeni har jeg fuld tillid til, jeg kan heale mig selv – med lidt hjælp fra naturen – og ofte virker det. Men ikke altid og ikke denne gang.
Som i alle andre sammenhænge i livet, går jeg efter idealet. I dette tilfælde var det for mig at undgå medicin, som jeg grundlæggende ikke føler mig tryg ved. Jeg elsker min krop så højt, at jeg vil gå langt for ikke at indtage noget, der kan skade mit system. Desuden tror jeg faktisk på, at sygdom er godt for immunsystemet. At immunforsvaret aktiveres og netop styrkes, hvis det får lov til at gøre sit arbejde. Da feberen først brød ud, brugte jeg et par dage i feberrystelser, for at give kroppen mulighed for netop at heale sig selv den vej. Feberen fortsatte dog og da jeg skulle til at agere mor og underviser igen, kom panodil ind i mit liv og senere penicillin.
Jeg fik det bedre, men kunne kun ligge ned i lang tid. Det gav mig tid til at reflektere og erkende, hvor vigtig kroppens funktionsdygtighed egentlig er i dette liv. Hvor afhængige vi er af, at kroppen har det godt. Jeg tror, mange af os ofte føler os hævede over kroppens behov og identificerer os mere med sindet og dets ubegrænsethed, viljestyrke og handlekraft. Men hvis kroppen først ligger ned, så er der altså grundlæggende svært at virke i den fysiske verden.
Imens jeg lå og tænkte og mærkede, ramte alle de svære spørgsmål og følelser mig pludselig. Hvorfor lå jeg her? Hvorfor ramte dette mig? Jeg kunne ikke være der for mine børn en hel uge. Jeg måtte aflyse yogahold og møde meget syg op til starten på en en ny workshop med mange deltagere. Jeg følte faktisk skam over ikke at være det sundhedsideal og den perfekte mor, som en del af mig ønsker at være. Lige pludselig spredte skammen sig som en kaskade ud over mit liv. Ud over mit parforhold, mine relationer og mest selvfølgelig i min indre dialog – i forholdet til mig selv. Følelserne var gamle, nogle jeg har kendt længe og selvom mit bevidsthedsniveau i dag er et andet og jeg sagtens rationelt kan fortælle mig selv, at det er naturligt at være et helt menneske med fejl og mangler, så havde jeg svært ved at løfte mig selv ud af tilstanden.
Jeg har været meget inspireret af Brené Brown, som studerer og kommunikerer omkring skam og sårbarhed. Hun kalder skam for “the swampland of the soul” og hentyder til, hvordan skam dybest set handler om følelsen af at være forkert, som vi er. På rejsen mod at lære vores sjæl eller dybere lag at kende vil vi uundgåeligt møde denne følelse. Jeg ser det, som en del af mit livsformål at rense og frisætte mig selv for skammen og i stedet træde fuldt og helt ind i mit lys.
Det jeg allerhelst vil give videre i verden – til mine børn og alle andre – er hele mig. At turde vise hele mig, for der er intet mere befriende end at være sammen med mennesker, der favner dem selv i alle deres perfekte så vel som uperfekte sider. Som tør at være sårbar, ærlig, stærk og livskraftig på én gang.
Jeg håber denne blog vil være med til at minde dig om, at du også er et fuldkomment menneske. At du også er et lys, der fortjener at skinne i verden, men at de svære følelser er en naturlig del af vejen.
Jeg vedlægger udpluk af et blidt yogaprogram, som du kan bruge til at skabe harmoni i dit indre eller til at finde ro inden sengetid. Hvis du ønsker endnu mere støtte, så bliv medlem <3
We must have the stubbornness to accept our gladness in the ruthless
furnace of this world…
(fra A Brief From The Defence af Jack Gilbert)
Der er vist ingen tvivl om, at vi ikke behøver at kigge langt ud i verden eller ned af vores egen gade for at finde uretfærdighed, fortvivlelse, nød og elendighed. At det mørke, det hårde, det svære, det sårbare venter lige om hjørnet. Måske netop af den grund føler jeg, vi hver især har et ansvar for at stå ved vores glæde, begejstring og lyst til livet. Jeg elsker ovenstående linje fra et digt, som direkte opfordrer os til at være stædige nok til at stå ved vores glæde selv i hensynsløs elendighed.
Det er umuligt at snakke om livslyst og -glæde uden at inkludere udfordringerne – uden at favne at verden på en og samme tid er uendelig smuk og hård. Yoga betyder forening og igennem forskellige yogiske praksisser, begynder vi at rumme og favne modsætningerne, fordi vi i glimt fornemmer og erfarer den guddommelige enhed bag dualiteternes dans.
Man kan sige, at vi – ligesom verdenen – på en og samme tid er dualiteten karakteriseret som lyset og mørket samtidig med at vores dybere selv tager bolig i uendelighedens enhed.
Men siden vi tilsyneladende er her i menneskelig form lige nu, så kan vi da vel ligeså godt nyde livet og suge hvert et gram glæde, nydelse og storhed ud af det? Ja, også selvom der tilsyneladende er andre, der ikke nyder deres liv.
Tænk, hvor mange af os, der er vokset op med idéen om, at hvis vi ikke spiser op, så gør vi elendigheden for de afrikanere, der ikke har noget at spise, værre. Den idé bygger på syndsbegrebet. At vi skal ofre os for andre. At vi ligefrem kan gøre andre ondt eller tage fra andre, hvis vi har meget – hvad enten det er glæde eller materielle genstande. Hvis vi skal vente med at føle ekstatisk lykke til hele resten af verdenen også gør det, så kommer vi til at vente, indtil vi ligger i graven.
Vi er udstyret med en krop og følelser, der tydeligt fortæller os, om noget føles godt eller ikke. Jeg reflekterer tit over, hvorfor så mange mennesker hver dag står op til noget, der ikke dybest set giver dem glæde. Jeg tror, dette netop bygger på ideen om, vi er syndige. Når noget virkelig føles nemt, sjovt og nydelsesfuldt, så kan mennesker finde på at vende det ryggen og næsten skamme sig over det.
Den seksuelle nydelse er på en måde det ultimative eksempel herpå. Hvorfor er noget af det første, vi lærer om sex, at for meget af det (= nydelse) kan gøre os syge eller at vi kan såre eller skade os selv eller andre under denne leg, som det jo i virkeligheden bare er.
Når sex er virkelig dejligt og fri for begrænsning og synd, så er det jo bare en stor leg. Hvorfor er det første, vi lærer vores børn om sex ikke, hvor skønt og livsbekræftende, det er? Det er trods alt herigennem, vi skaber nyt liv. Så hvis vi vil synden til livs, så starter det måske med, at vi undfanger vores børn i leg og glæde. Og at vi herefter lærer dem – ved at vise eksemplet – at livet gerne må være skønt og nydelsesfyldt på alle måder.
Jeg vil vove påstanden, at hvis vi virkelig vil hjælpe, hvor der er nød i verden, så starter det med, at vi selv viser eksemplet på, hvordan man nyder livet og favner det svære.
Hvad synes du?
Forstil dig selv flydende på et roligt hav eller en flod med blid strøm. Din krop bæres af vandet og føles let og rolig, imens den stille flyder med vandets bevægelser; svulper med bølgerne eller tages med af flodens stille strøm. Mærk følelsen af at være bevægelig, afslappet og modtagelig…
Hvis vi kigger rundt i naturen og, som ayurveda anbefaler, begynder at lære af den, så ser vi, at alt vokser, udvikler og bevæger sig uanstrengt. At naturens lov er mindst mulig anstrengelse. Græsset gror op af jorden, blomsterknoppen åbner sig og fuglen flyver med dyb ro, lethed og elegance.
På et tidspunkt lærte de fleste af os mennesker dog, at livet er en kamp. At jo hårdere og mere målrettet vi arbejder, jo mere succes vil vi få. På et plan kan du sikkert godt finde beviser på, at det virker, at du faktisk fik mere gang i din virksomhed eller fik bedre karakterer i skolen ved at slide i det og overhøre dine egne behov. De fleste af os har dog nok også luret, at det ikke er en strategi, der er langtidsholdbar. Vi lever i en kultur, hvor stress og stress-relaterede sygdomme er den største trussel imod et sundt og harmonisk samfund. Hvor vores krop og sind simpelthen står af, når vi har levet efter den livsfilosofi længe nok. Hvis vi ønsker bæredygtig succes, må en anden livsindstilling se dagens lys.
Det handler om, at have tillid til at livet vil os det godt, at vi vil få det, vi har brug for og at vi er gode nok, som vi er. Også når vi ikke scorer topkarakteren eller har succes efter ydre parametre. For lidt tid siden begik komikeren Robin Williams selvmord, før ham gjorde stjerne-skuespilleren Philip Seymour Hoffman det samme og før ham, så mange andre talentfulde og succesfulde mennesker. Det slår mig igen og igen, at vi går rundt med en romantisk drøm om, at når vi bare bliver succesfulde og får anerkendelse, så bliver vi lykkelige. Det er en stor, fed løgn… Undskyld mit sprog.
Vi kan med fordel vende den tanke 180 grader. Det er i det øjeblik, vi bliver tilfredse med os selv og tør hvile i tilliden til, at vi er gode nok, som vi er, at indre fred og herefter succes i den ydre verden venter. Den ydre verden spejler dit indre. Hvis du helt inde kan mærke, du fortjener succes, glæde og et nydelsesfuldt liv, så vil verden spejle det. Denne proces handler om hele tiden at turde træde det næste skridt i dit liv uden trangen til udefrakommende godkendelse, bekræftelse eller tryghed. Det er ikke “trygt” (på den traditionelle måde) at leve efter dit hjerte, men det er føles ekstatisk. Og ønsker du det? JA!
Når du først overgiver dig til denne livsstil, så er det dog faktisk det tryggeste, der findes. For hvordan kan det være andet end trygt at lære at læne dig ind i dig selv og være – for at sige det ligeud – skide ligeglad med, hvad andre synes eller normer plæderer?
Velkommen til sand tryghed og fuldstændig ekstatiske følelser. Jeg ved godt, hvorfor folk drikker, tager stoffer og gør sig selv afhængig af alt muligt, der kan løfte dem ud af hverdagens triste trædemølle. Jeg har ingen dom, jeg søger samme tilstand selv. Det er kontakten med din sjæl, der løfter dig til ekstatiske højder. Og hvordan genskaber du så den kontakt?
Du ved det godt. Vær dig, lev dig, udtryk dig, elsk dig <3
Tillad dig selv, ALT det, der gør dig glad. En fantastisk bivirkning ved denne levevis er, at du automatisk opgiver dine domme over andres liv, din trang til at have ret og ønske om at manipulere andre til at synes eller gøre noget bestemt. Du accepterer andre, fordi du accepterer dig selv og det er sand frihed.
Tag med på en rejse ind i hengivenhed og mindst mulig anstrengelse på dette nummer, som er en del af Kristian Thorsagers og mit album – Seven Inner Journeys…
Givet i kærlighed <3
Maria