nordiske urter Arkiv - Nordic Ayurveda | Nordic Ayurveda

Lev nordisk – længslen efter naturen

Vi er skabt til at leve af den natur, vi er en del af. Vores fordøjelse, nervesystem og følelsesliv er gearet til at være forbundet med den lokale jord og de skiftende årstider (4 i vores tilfælde).

Vi er kommet langt væk fra vores natur gennem årene. Vi aner ikke, hvor den mad, vi spiser, kommer fra og om den overhovedet kan gro i Danmark, og så er den oftest pakket ind i plastik for at gøre fremmedgørelsen komplet. Mange af os føler os netop fremmede og måske ligefrem bange for at være i naturen. Med den adskillelse kommer en naturlig indre og ydre destruktion. Når vi ikke kan mærke vores forbindelse til naturen, så har vi heller ikke incitament til at passe på og nære naturen, ligesom at vi heller ikke får optimal støtte til vores liv fra naturen – dette er en meget ond cirkel, som desværre præger vores liv i dag.

Det kunne være nemt

Vi gør det svært for os selv at være menneske i dag, idet vi kæmper mod os selv, når vi insisterer på mennesket over naturen. Vi omgiver os med lyde og stimuli, så vi ikke får sovet optimalt. Vi spiser tilfældig og ofte unaturlig mad, kroppen ikke kan fordøje og som i stedet nedbryder den. Vi stresser vores system ved at tænke, at vi skal præstere makismalt i alle naturens årstider, når ro, restitution og opbygning er ligeså vigtige aspekter af vores psyke og liv, som eksekvering og resultater.

Det kunne være nemmere.

Bliv ven med naturen

At forbinde sig med sin egen natur og naturen omkring os, som i den ayurvediske tanke er ét, er ikke en intellektuel gerning. Det handler ikke om, at du (nødvendigvis) skal ud og købe bøger om naturen. Jeg mærker en stigende længsel i mig selv og dem, jeg er så heldig at omgås, til at mærke forbindelsen med vores Moder, som jorden jo er, på en helt helt hands-on måde. Mange dyrker for eksempel deres egne krydderurter eller tager ud i naturen og plukker dét, der er vildt og i sæson. Vi får også efterspørgsler på, hvad der er særlige nordiske råvarer og om mulighed for at komme med workshop i naturen.

Som en del af den Nordiske Ayurveda er dette selvfølgelig meget på vores dagsorden at være med til at inspirere danskerne til at indtage lokale fødevarer. Det er dog lidt af en proces, da mange urter og råvarer i Ayurvedaen traditionelt er kommet fra Østen. Men det er netop nu vigtige end nogensinde at forstå og efterleve, at den naturligt, sunde livsstil (ayurveda) anviser os at indtage fra vores egen natur. Vi har urter og fødevarer, som passer til vores krop og sind. Vi behøver ikke rejse ud i verden for at hente “skatten” hjem, som vores foregængere altid har troet. Vi har “skatten” lige under vores fødder og udenfor vores vindue.

Lev nordisk… nu

Vi er i denne tid i gang med metaforisk og lavpraktisk at smide frø i jorden, så vi kan begynde at inspirere dig og alle andre, der har lyst, til at begynde at leve af den danske jord. Det er en proces, der skal næres, vandes og opbygges med god tålmodighed. Målet er klart, at vi for vores egen og miljøets skyld ender med at indtage hovedsagligt fødevarer, der kan gro og er produceret i Danmark/Norden.

Skal vi vente til alle løsningerne er på plads? Nej, selvfølgelig ikke. Du kan allerede i dag begynde at kigge efter de varer, der er lokale på hylderne – som de frugter og grøntsager, der er i sæson. Og vidste du for eksempel, at man kan få danske linser og bønner? Det vil vi helt sikkert eksperimentere med til en nordisk kitchari opskrift til forårets detox, ligesom at vi allerede til den netop overståede efterårs detox introducerede en nordisk udrensende te.

Er du, eller kender du en der er, passioneret nørd indenfor dette felt, så tag gerne fat i os. Der er meget, der skal gøres, og vi skal klart stå sammen om det.

Givet i kærlighed

Maria